Ridefysioterapi

 

Træningsredskabet er en hest

I ridefysioterapi anvendes hesten som et redskab til træning ligesom fysioterapeuten i
sin klinik kan anvende bolde, måtter, gangbarre og andre redskaber. Formålet med
ridefysioterapi er ud- og afspænding af muskler, træning af balance, koncentration,
holdning og bevægelse.Ridefysioterapeuten er en fysioterapeut med særlig uddannelse indenfor ridefysioterapi.

Træning på små hold med egen hjælper

Børn og unge med CP har ridefysioterapi på små hold, og hvert barn har sin egen hjælper. De dårligste børn, som ikke kan sidde selv, har en bagrytter til støtte under ridningen. Ofte deltager en ridelærer sammen med fysioterapeuten. Hesten er trænet til formålet, og valgt efter hvad der passer til den enkelte patient.

Passende udfordring og tryghed

Alene placeringen på hestens varme krop kan løsne spasticitet, udspænde muskler og
stimulere rytterens balance. Ridefysioterapeutens opgave er hele tiden at stimulere og
udfordre barnets formåen uden at barnet mister trygheden. Til hest har børnene fokus
andre steder end på træningsdelen (f.eks. indsamle bamser i ridehallen eller
præcisionskast fra hest). De træner gennem leg, ligesom de motiverer og lærer af
hinanden.
En tur i skoven til hest kan byde på mange sanseindtryk, ligesom et lidt ujævnt terræn
eller forhindringsløb i ridehallen kan træne både muskler og balance.

Handicapridning

Mens ridefysioterapi ledes af en fysioterapeut og indebærer træning af bestemte
funktioner og sanser, er handicapridning en fritidsaktivitet, hvor mennesker med
rideinteresse hjælper handicappede med at komme til hest.

FacebookEmailLinkedIn